Københavns Kommune bygger en ny folkeskole på Hannemanns Allé i Ørestad til samlet ca. 900 mio. kr. Med i prisen følger også en helt ny svømmehal, idrætshal, madskole, kommunal fritidsordning og fritids- og juniorklub.
Skolen, idrætshallen og madskole koster 549 mio. kr. Svømmehallen koster 222 mio. kr. og vil indeholde et 25-meters bassin til konkurrencer, et varmtvandsbassin, et undervisnings- og legebassin og en tilskuertribune. Idrætshallen får en springprofil med flere springgrave, trampoliner og øvrige elementer til springaktiviteter. Derudover vil der være mulighed for idrætsaktiviteter som basket, badminton, dans, rytmik og kortbanehåndbold
Skolen skal stå færdig i 2023, og til den tid kan alle borgere i Ørestad se frem til at benytte sig af skolens svømme- og idrætshal efter skoletid. Det sker for at imødekomme det stigende behov for fritidsfaciliteter.